Skip to content

Cart

Your cart is empty

We'd love to keep you up to date with exclusive offers and more.

Enter your email address to sign up for the unika:k newsletter and be the first to preview our new collections, receive exclusive offers and discover the stories behind our products.

Article: Barcelona & San Sebastián – mine personlige favoritter

Barcelona & San Sebastián – mine personlige favoritter
guides

Barcelona & San Sebastián – mine personlige favoritter

Keramik, smukke butikker, madoplevelser og steder, jeg gerne vender tilbage til

Det er ofte gennem mine rejser, at jeg finder inspiration – både personligt og til mit arbejde med Unika K. Farver, mønstre, teksturer og indretning kan sætte nye idéer i gang og inspirere både til webshoppen og til mit udvalg af keramik og andre håndlavede produkter. Derfor kommer jeg næsten altid hjem fra en rejse med en masse nye idéer i bagagen – hvoraf nogle ender med at blive til noget ;)

Jeg har netop været en tur i Barcelona og San Sebastián i efteråret. Det vigtigste med rejsen var at besøge og være sammen med min søn, som lige nu studerer i Barcelona. Der var ingen keramikbesøg planlagt hjemmefra. Bare ren hygge og plads til impulsive planer undervejs.

Kaffestund på en altan i Barcelona med håndlavet keramikkop fra Unika K

(Kaffe på altanen i Barcelona – selvfølgelig i en håndlavet kop fra Unika K.)

Spanien har en lang tradition for keramik – ofte med masser af farver og smukke håndmalede mønstre. Hos Unika K har vi netop fået vores første udvalg af traditionelle spanske, håndlavede skåle med håndmalede mønstre. Du kan se vores spanske keramik her.

Barcelona – mine personlige favoritter

Noget af det bedste ved Barcelona er efter min mening at opleve byen til fods. På den måde opdager man alle de små, hyggelige gader og får tid til at kigge op og beundre de smukke bygninger.

Og så er Barcelona en fantastisk by for caféelskere. Den ene fine café med god kaffe og matcha dukker op efter den anden. Nogle af de små caféer ligger godt gemt og viser sig pludselig, når man mindst venter det.

Min lille liste af favoritter nedenfor er derfor kun et bitte udvalg blandt virkelig mange gode steder til mad, kaffe, matcha og kage.

Gràcia – mit favoritområde i Barcelona

Vi boede omkring Ramblaen og Det Gotiske Kvarter af praktiske årsager. Ramblaen var dog ikke et sted, vi selv søgte hen. Der var meget vejarbejde i gang, og generelt er der efter min smag for mange mennesker og for turistet.

Et område, jeg helt klart vil vælge, når jeg får mulighed for at komme tilbage til Barcelona, er Gràcia. Det føles lidt som en by i byen med autentisk charme og masser af hyggelige og smukke gader.

Kommer du til Gràcia, så gå ikke glip af Plaça de la Vila de Gràcia.

Plaça de la Vila de Gràcia med klokketårnet i Barcelona

(Plaça de la Vila de Gràcia – et af mine favoritsteder i Barcelona.)

Pladsen ligger omkring det høje klokketårn Torre del Rellotge og har hyggelige caféer med siddepladser både i solen og skyggen. Trænger du til at hvile benene, er det et dejligt sted at holde pause væk fra trafikken og de største turiststeder.

Vi spiste en god frokost på Nabucco og sad bare og nød stemningen. En smuk plads som denne tiltrækker selvfølgelig også turister, men jeg syntes stadig, at den havde en lokal stemning.

Gràcia byder desuden på Gaudís første større hus, det farverige Casa Vicens, samt den verdensberømte Park Güell.

Vi gik hele vejen op til Park Güell – og det er en lang tur. Jeg havde været der for omkring 20 år siden og ville rigtig gerne opleve parken igen, men vi havde ikke bestilt billetter hjemmefra, og der var udsolgt hele ugen.

Hvis du ligesom os ender deroppe uden billet, kan du tage trapperne, der begynder til venstre for hovedindgangen til parken. Når du kommer helt op, er der en smuk udsigt over Barcelona og ud mod vandet. Herfra kan du også se La Sagrada Família.

Gràcia emmer af caféer, tapassteder samt vin- og vermouthbarer, så det er ikke svært at finde et hyggeligt sted. Et par muligheder er La Pepita og Tapeo Gràcia.

Mine café-, mad- og isfavoritter i Barcelona

Anita Gelato
Vi prøvede en del is i Barcelona, og min favorit var helt klart Anita Gelato. Det er en virkelig smuk butik med masser af smage at vælge imellem. Den er ikke spansk, men jeg synes ganske enkelt, at den var bedst.

AMMA Gelato – Plaça de la Virreina, Gràcia
Vil du hellere prøve lokal, spansk is, kan du besøge AMMA Gelato på den hyggelige Plaça de la Virreina i Gràcia.

Vera Café – Carrer d'en Mònec 6
Et virkelig godt frokostvalg er en bagel hos Vera Café. Caféen er hyggelig, og kaffen er også god.

Jon Cake – Carrer de Sant Pere Més Baix
Her finder du den baskiske tarta de queso – cheesecake. Stedet er meget besøgt, og der er ofte kø. Jeg gemte dog selv appetitten på den spanske tarta de queso til San Sebastián, hvor jeg skulle besøge stedet, der forbindes med den oprindelige baskiske cheesecake. Mere om det senere.

Nudes – Carrer del Rec 10
Virkelig gode açaí bowls og andre lækre, sunde ting. Nudes findes flere steder i byen.

Honest Greens
Et godt sted til lidt af det hele. De findes flere steder i Barcelona og har både god kaffe, matcha, morgenmad og frokost.

Milk – Carrer d'en Gignàs 21
Et godt sted til morgenmad, hvis du befinder dig inde i centrum.

Bar Brutal – Carrer de la Princesa 14
Et lækkert sted til aftensmad med mange mindre retter, der egner sig godt til at dele. Husk at bestille bord – det er et populært sted. Ligger centralt i Barcelona.

Elsa y Fred – Carrer del Rec Comtal 11
Et dejligt sted til aftensmad med gode tapas og små retter, der er oplagte at dele.

Vintage i Barcelona

The New Motel – Carrer d'En Mònec 8

Der er rigtig mange vintagebutikker i Barcelona, men denne synes jeg er værd at fremhæve. En virkelig smuk butik med et meget gennemført udvalg.

Kunsthåndværk og design i Barcelona

Casa Flo – Travessia de Sant Antoni 4

På en af vores lange gåture kom jeg forbi Casa Flo – en lille og virkelig smuk bogbindingsbutik. Butikken er så fint indrettet og fyldt med håndlavede notesbøger, kalendere og andre fine papirvarer.

Jeg endte selvfølgelig med at få en smuk håndlavet kalender med hjem. Et godt eksempel på det fine håndværk, jeg elsker at opdage, når jeg rejser.

Helena Rohner – Carrer de l'Espaseria 13

Helena Rohner er en spansk smykkedesigner med mange års erfaring. Smykkerne er stilrene og samtidig farverige – og ligger i den dyrere ende. En virkelig smuk butik og masser af inspiration.

1748 Artesania i Coses – Placeta de Montcada

I Born-kvarteret finder du 1748 Artesania i Coses, som byder på masser af smuk, håndlavet keramik i den traditionelle spanske stil med lertøj og håndmalede mønstre i skønne farver.

Det er netop den slags keramik, jeg bliver inspireret af på mine rejser – farver, der gør én glad og sætter kulør på bordet. Det leder også tankerne hen på de håndlavede spanske skåle, som vi har fået hjem til Unika K.

 

San Sebastián – mine personlige favoritter

Fra Barcelona går turen en tidlig morgen i lejebil mod San Sebastián. Vi har planlagt et frokoststop i den lille by Aínsa, og derfra går turen direkte videre til San Sebastián.

Stoppet i Aínsa passer perfekt. Her er mulighed for tapas og et glas vermouth på byens centrale plads med udsigt til Pyrenæerne – en ret fin måde at bryde den lange køretur på.

San Sebastián hedder også Donostia på baskisk. Vi taler en smule spansk, og det er virkelig rart at kunne begå sig bare lidt på sproget, selvom man selvfølgelig også sagtens kan klare sig på engelsk. Men når man ser ord på baskisk – eller euskara, som sproget hedder – er det pludselig en helt anden sag. Euskara er et helt særligt sprog, som ikke er beslægtet med spansk.

Vi ankommer til San Sebastián sidst på dagen i det fineste solskin og bliver mødt af den smukke natur. Byen ligger ved Biscayabugten omgivet af grønne bjerge – og vi når lige at gøre os klar til en virkelig smuk solnedgang (ses på øverste foto).

La Concha – strand og smukke udsigter

En af dagene byder på 25 grader. Perfekt til at prøve den enorme strand, som danner en lang halvmåne langs La Concha-bugten.

Sandet er fint, og vandet skifter mellem dybe blå og grønne nuancer afhængigt af vejret. Det er fascinerende bare at stå og kigge ud over den lange bugt. Langs stranden løber en promenade, som indbyder til en gåtur – eller fungerer som en virkelig smuk løberute.

Pintxos og madoplevelser i San Sebastián

San Sebastián byder på et væld af gode restauranter og pintxosbarer. I Baskerlandet kaldes de små retter pintxos. Mange serveres på et lille stykke brød og holdes traditionelt sammen med en tandstik.

På mange barer står pintxos klar på fade på bardisken. På de populære steder kan der være godt fyldt omkring baren, så det gælder om lige at holde sig til, når man vil bestille. Pintxos spises ofte stående – nogle gange ude foran baren ved små højborde.

Et af de mest kendte områder for pintxos i San Sebastián er den gamle bydel, Parte Vieja.

Ud over de mange gode spisesteder finder du også masser af skønne butikker, caféer og bagerier. Der ligger nærmest det ene fristende bageri efter det andet, og man kan virkelig se, at der bliver kræset om kager og brød.

Her er nogle få af de steder, vi selv nåede forbi. Der findes uden tvivl mange andre mindst lige så gode steder – San Sebastián bugner af dem.

Gandarias – 31 de Agosto Kalea
Pintxosbar og restaurant i den gamle bydel. Bestil bord, hvis du gerne vil sidde i restauranten og spise. Ellers kan du gå efter pintxosdelen og spise mere uformelt.

La Cuchara de San Telmo – Calle 31 de Agosto
Endnu et godt pintxossted i den gamle bydel. Her kommer man ikke for at sidde længe ved et bord – man bestiller de gode pintxos i baren og nyder stemningen.

Juanito Kojua – Portu Kalea 14
Restaurant i den gamle bydel, hvor det er muligt at bestille bord.

Den berømte baskiske cheesecake

La Viña – 31 de Agosto Kalea

Her kan du smage en af Baskerlandets mest berømte kager: tarta de queso. La Viña er blevet kendt som stedet bag den ikoniske baskiske cheesecake med den mørke, næsten brændte overflade.

Vi måtte forbi mere end én gang. Den smager virkelig godt – og det er der mange andre, der også synes, så regn med kø og med at spise den stående ude på gaden.

Baskisk tarta de queso fra La Viña i San Sebastián

(Den berømte baskiske tarta de queso fra La Viña – vi måtte forbi mere end én gang.)

Bestil eventuelt et glas af den lokale hvidvin Txakoli til. Det er en ung, sprød og meget tør hvidvin, som ofte hældes i glasset fra lidt højde.

Flere favoritter i San Sebastián

Bideluze – Gipuzkoa Plaza 14
En hyggelig bar og café, der ligger smukt ud til et lille grønt område. Et dejligt sted at sidde udenfor og nyde byen.

Daniel's Focacceria – Elkano Kalea 6
Vil du tage en lækker frokost med på tur eller til stranden, er dette et virkelig godt sted at stoppe.

Martxa – Iñigo Kalea 12
Lækker iced matcha på en varm dag.

Bodega Donostiarra Gros – Peña y Goñi Kalea 13
Bar og restaurant i det charmerende Gros-kvarter, ikke langt fra den gamle bydel og den populære surferstrand Zurriola. Området er også værd at udforske og nås ved at gå over floden Urumea.

Smukke gåture og udsigter

Gå turen rundt om Paseo Nuevo, som du kan begynde ved den charmerende lille fiskerihavn neden for den gamle bydel. Det er en smuk tur langs havet, hvor man kan opleve de store bølger.

Har du energi til det, kan du også gå op på Monte Urgull og se den store Jesus-statue og udsigten over byen, den hesteskoformede La Concha-bugt og øen Santa Clara.

I den modsatte ende af La Concha-bugten ligger Monte Igueldo. Her kan du tage den charmerende gamle kabelbane op til toppen. Banen har kørt siden 1912, og selvom turen er kort, er udsigten fra toppen virkelig smuk. Husk at tjekke åbningstiderne, inden du tager derud

Der er så meget godt at sige om San Sebastián – og mindst lige så meget, vi ikke nåede på de få dage, vi havde. Vejret kan også spille ind, da området får en del regn. Vi fik blandt andet aflyst en planlagt cykeltur på grund af regn.

Men San Sebastián er bestemt et sted, jeg gerne vender tilbage til.

Fra Spanien til Unika K

Jeg håber, du kunne bruge nogle af mine personlige favoritter fra Barcelona og San Sebastián – to steder, jeg meget gerne besøger igen.

Håndlavet spansk keramikskål med håndmalet mønster hos Unika K

(Håndlavet spansk keramik med traditionelle, håndmalede mønstre – en del af vores udvalg hos Unika K.)

Noget af det, jeg tager med mig hjem fra Spanien, er glæden ved farver, mønstre og godt håndværk. Og har du fået lyst til selv at bringe lidt af den farverige spanske keramiktradition ind i hjemmet, kan du gå på opdagelse i vores udvalg af håndlavet spansk keramik hos Unika K.

Read more articles

håndlavede keramikkopper på opbevaret på kophylde i køkkenet hos Unika K
guides

Guide – how to best care for your handmade ceramics

Get good advice on how to care for your handmade ceramics from Unika K – so the glaze stays beautiful and your Danish ceramics last a long time. From dishwasher to storage.

Read more