Håndlavet

Valgt med hjertet

Fragt kr 60

Sikker betaling

Tina Marie Copenhagen

KØB TINA MARIE COPENHAGEN KERAMIK - KLIK HER

Kom tættere på Tina Marie Copenhagen Handmade


Hvad er din uddannelsesbaggrund?
Jeg er uddannet på Designskolen Kolding i 2005.
Før det var jeg i lære i tre år, på et keramisk værksted i Ålborg.
 
Hvorfor ville du gerne uddanne dig som keramiker?
Jeg har altid tegnet og leget med ler. Det startede i mine forældres have på Fyn, hvor man kunne finde et udsøgt blåler, ala dét man bruger til juledekorationer. Jeg lavede små underlige lerdimser, som jeg gemte i en hemmelig hule under en busk. 
Min mor tog senere min søster og jeg med på keramikkurser hver vinter. Det var i husmorforeningen og egentlig kun for voksne, men vi fik lov til at sidde stille i et hjørne og modellere. Det var fantastisk!
Endnu senere gik jeg på en kunstskole i Odense og lærte bla. klassisk tegning, grafik og maleri. 
Men det var faktisk lidt af et tilfælde, at jeg kom i lære som keramiker. Jeg vidst blot straks jeg så opslaget i et vindue, at det var mig de søgte. Og de må have kunnet se et eller andet i mig, for de tog mig ind, selvom jeg ingen reel erfaring havde overhovedet. Dér lærte jeg blandt andet, at dreje deres stel og alt andet praktisk arbejde på et værksted. 
Efter de tre år, virkede det helt naturligt at fortsætte på Designskolen, for at få koncept, proces og udvikling med også.

Hvorfra får du din inspiration til dine produkter?
Det er et virkelig svært spørgsmål at svare på. Den kommer jo ikke ét sted fra, men er ét stort rod-sammen af hele mit liv. Men jeg meget inspireret af farve-sammensætninger. En cykeltur gennem København kan være helt overstimulerende.
 
Hvad er de vigtigste værdier for dig at få frem i din keramik?
Det allervigtigste må være kvalitet, det håndlavede, - håndværket. Jeg betragter mig selv som håndværker.
Jeg ville aldrig omtale mig selv som kunstner. Hvis det går højt, kan jeg godt sige kunsthåndværker - men aldrig kunstner. 
En anden værdi er, at min keramik er produceret i Danmark. Også selvom jeg efterhånden har brug for at få hjælp til en del af produktionen. Jeg er lige nu, sammen med 15 andre keramikere, med i udviklingen af en gammel drøm - en keramikfabrik i Danmark. Efter års outsourcing af al vores tekniske kunnen til fx. Kina, Vietnam og Portugal, forsøger vi at opbygge en fabrik på Bornholm, så vi på en bæredygtig måde kan udvikle vores små firmaer og være med til at opretholde håndværket i Danmark. 
 
Hvem er dit ’design idol’?
Lucie Rie! Lige for tiden ihvertfald. Det skifter lidt ligesom årstiderne...

Beskriv dit værksted – ”keramikkens hjem”
J
eg deler et 400 m2 stort værksted og showroom med 5 andre keramikere på Vesterbrogade i København.
Et sted som har eksisteret i knap 20 år. Det er et rigtig dejligt sted, med gode kollegaer, som altid er med på at sparre - og en kop kaffe i køkkenet. Vi deler mere eller mindre alt med hinanden. Det er rigtig givende, da man jo har mange hatte på som selvstændig og ikke kan være lige god til det hele.  

Hvordan er processen omkring dine produkter?
Jeg starter tit med en glasur, en farve eller en teknik, som jeg gerne vil arbejde med. Jeg udvikler form og overflade sideløbende - den ene kan ikke leve uden den anden. Jeg tegner små skitser og skriver laaaange noter, om alt muligt, men det er, når jeg arbejder med selve materialet, leret eller glasuren, at der sker noget særligt, som ikke kan laves på en computer, en tegning eller tænkes frem iøvrigt. Der er naturligvis én eller anden idé, jeg stræber imod, men jeg bliver oftest drejet i en anden retning af materialet, som er ekstremt givende - og krævende.

Hvor lang tid tager det fra idé til det endelige produkt er designet og produceret?
Det er umuligt for mig at sige. Det afhænger af om produktet er en del af en eksisterende serie eller om det er noget helt nyt og uprøvet. Et nyt produkt i en eksisterende serie, kan tage lidt kortere tid, idet jeg så allerede har udviklet konceptet, formsproget eller glasurerne. Er det en helt ny serie, som dén jeg arbejder på lige i øjeblikket, kan det sagtens tage et par år, før der er noget HELT færdigt.

Hvordan tænker du miljøet ind i din produktion?
Det er meget svært at være miljø-rigtig i keramisk produktion, da vi jo ikke kan komme udenom, at det er farlige råstoffer vi arbejder med. Og dem som er farligst, er oftest også dem som er allersmukkest. Så der er ofte tale om kompromisser, når man vælger typer af råstoffer. 
Dét, at et råstof er farligt, ligger mest i dét, at det er farligt for keramikeren, der står og indånder støv eller indtager det gennem huden. Derfor bruger jeg selvfølgelig støvmaske og handsker, når jeg arbejder med de farlige stoffer. Jeg forsøger, at minimere spild af glasur og dermed støv, ved at dyppe i stedet for at sprøjte. 
Der er selvfølgelig også stoffer, som er miljøskadelige ved udledning med affald eller spildevand. Derfor opsamler jeg glasuraffald og aflevere det i farligt affald-containeren. 
Endelig holder jeg, som omtalt tidligere, min produktion i Danmark, så mine produkter ikke skal sendes frem og tilbage i verden. Dette er blandt andet også et bevidst miljø-hensyn.
Hele miljø-delen er noget jeg tænker meget over for tiden. Efterhånden som jeg har en produktion, der er kontinuerlig, virker det vigitig at se på alle led af processen og gøre så meget som muligt, for at minimere miljøpåvirkningen. 




FØLG OS PÅ INSTAGRAM : unika_k