|
Kom tættere på Gurli Elbækgaard Hvad er din uddannelsesbaggrund? Jeg er uddannet fra Designskolen Kolding og tog afgang i år 2000. Hvorfor ville du gerne uddanne dig som keramiker? Fra jeg gik på højskole i 1990 vidste jeg, at jeg gerne ville arbejde med keramik. Først troede jeg, at jeg skulle være pottemager, så derfor startede jeg på pottemagerskolen i Sønderborg Men jeg fandt ud af, at det skulle jeg ikke, og valgte i stedet Designskolen i Kolding. Jeg ville ikke kun lære at dreje en masse ens ting, men også selv formgive og udvikle. Hvorfra får du din inspiration til dine produkter? Inspiration til mine brugsting (såsom kopper, skåle, vaser mm) kommer ofte som et ”behov” eller ønske om at udvikle en genstand, som så over længere tid har mit fokus, - bevidst og ubevidst. Med mine glasurer prøver jeg altid at udvikle glasurer, der har en vis reference tilbage til min store inspiration; naturen. Hvad er de vigtigste værdier for dig at få frem i din keramik? I mine brugsting arbejder jeg med samspillet mellem enkle former og stoflige glasurer. Jeg vil gerne skabe overflader og former, som man får lyst til at røre ved. Hvem er dit ’design idol’? ”Design idol” ved jeg ikke om hun er, - men jeg synes, den danske designer Cecilie Manz er utrolig dygtig. Hun har en helt original form og materialesans. I keramikverdenen er jeg meget betaget af det gamle keramiske værksted ”Saxbo” (1929-1968), især med keramikerne Natalie Krebs og Eva Stæhr-Nielsen. Jeg synes, at de havde et unikt talent, både i forhold til form og deres smukke og inspirerende glasurer. Beskriv dit værksted – ”koppens hjem”. Jeg har et stort værksted på Islands Brygge i København. Sammen med min kollega har jeg selv sat vores lokaler i stand - vægge, lofter, gulv osv. Og vi nærmes os ”drømmeværkstedet”, som er et værksted med god plads til både produktion af mine brugsting og til fordybelse og videreudvikling. Hvordan er processen omkring din kop? Kopperne er støbt i porcelænsler. Koppen med klem ind i siden er senere deformeret lidt, så man får den lille indhuling til en finger. Jeg brænder i el ovn til 1280 grader. Hvor lang tid tager det fra idé til den endelige kop er designet og produceret? Det er meget forskelligt fra produkt til produkt. Jeg arbejder først med ideer i ler, hvor jeg hurtigt kan ændre form og størrelse. Senere laver jeg gipsmodeller af kopperne og færdiggør formen. SE GURLI ELBÆKGAARDS PRODUKTER HER |
![]() ![]() ![]() |